Destination Limfjorden
Hanklit på Mors

Hanklit og Knudeklint

UNESCO verdensarv – Den vestlige Limfjord

Foto: Daniel Brandt Andersen

Tilsammen udgør Hanklit og Knudeklint lokaliteten Den Vestlige Limfjord, som er UNESCO Verdensarv. Molerklinter er unikke, geologiske naturfænomener i Limfjorden, beliggende på Mors og Fur. De er berømte for deres lag af vulkansk aske og indeholder fossiler fra planter og dyr, der levede for 55 millioner år siden. Begge områder på Fur og Mors blev en del af UNESCOs Verdensarvsliste i juli 2026.

Hvad betyder UNESCO?

UNESCO Verdensarv er en liste over steder med enestående betydning for hele menneskeheden. Når et område optages på UNESCOs Verdensarvsliste, anerkendes det som noget helt særligt – enten på grund af sin natur, historie, kultur eller geologi.

Limfjordens molerklinter er blevet optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, fordi de fortæller en unik historie om livet på Jorden for millioner af år siden. Her kan du opleve lag på lag af moler, vulkansk aske og fossiler, som giver et sjældent indblik i fortidens natur og klima.

UNESCO-status betyder ikke kun international anerkendelse – det hjælper også med at beskytte området, så kommende generationer kan få glæde af det samme enestående landskab.

Hanklit og Knudeklint - UNESCO Verdensarv
Foto: Daniel Brandt Andersen | Thomas Køser

Hanklit og Knudeklit er på UNESCOs verdensarvliste

Knudeklint og Hanklit er omtrent 55 millioner år gammel havbund. I en periode på næsten halvanden million år – 56 til 54,6 millioner år tilbage i tid for at være præcis – sank vulkansk aske sammen med døde fugle, fisk, insekter og plantedele ned på bunden. 

Den proces sker i alle oceaner. Det helt enestående ved Den Vestlige Limfjord og de naturskønne kystklinter ved Hanklit og Knudeklint er, at urtidens hav netop her var fyldt med mikroskopiske kiselalger. Den store algeforekomst gjorde havbunden iltfattig. I praksis var der næsten intet liv på bunden. Kun meget få ådselædere kunne leve her. Døde dyr, fisk og plantedele faldt til bunds og fik lov at ligge i fred – og blev gennem hundredtusinder af år omsluttet af og indlejret i kiselalger. I fagsprog kaldes kiselalger for diatoméer. Lokalt er det klæge sediment af vulkansk aske og kiselalger kendt som moler. Udtales [mo-ler].

Dermed var grunden lagt til at gøre Den Vestlige Limfjord til en geologisk sensation. For langt senere blev den urgamle havbund synlig igen og blev udsat for istider, som krøllede landskabet til de smukke formationer, vi kan betragte i dag.

Nedenfor kan du læse mere om de to kystklinter. 

Få mere information her

Samarbejdspartnere UNESCO - Western Limfjorden
Foto: Destination Limfjorden